Tøm ud i køleskabet med 5 klassiske retter

Der kan være meget god mad a hente i dine rester.


Når ferien nærmer sig har mange danskere køleskabet fyldt med mad. Men hvis du er lidt kreativ kan du let bruge resterne på fem kendte retter. Så drop indkøbet de sidste dage inden ferie og kast dig over fem børnevenlige klassikere og spar penge og CO2.

Hver sommer smider mange danskere mad ud, når de skal på ferie. Ifølge Miljøstyrelsen kasserer vi hvert år 800.000 tons mad, hvor husholdningerne alene står for 247.000 tons. Det koster os samlet næsten 13,5 milliarder kroner. Hvis vi begynder at tænke kreativt og bruge resterne i køleskabet, kan vi gøre en forskel både for miljøet, men faktisk også for din pengepung.

Sådan får du brugt køleskabets råvarer inden afrejse:

1) Tortilla

En tortilla er perfekt til at samle resterne i køleskabet. Brug kylling, oksekød, bønner eller grøntsager som fyld. Tilsæt krydderier og måske lidt ost for at fuldende retten. Det er hurtigt, nemt og kan tilpasses præcis, hvad du har på lager.

2) Pizza

Lav en simpel pizzadej, eller brug en færdiglavet bund. Fyld den med alt fra kartofler og peberfrugt til løg og oliven. Husk at toppe med ost for ekstra smag. En hjemmelavet pizza er en fantastisk måde at bruge grøntsager og rester af kød på.

Pizza er en let måde at udnytte dine rester på.
Man kan putte stort set alt på en pizza. Derfor er det altid en god idé at tænke i pizza, hvis du gerne vil have tømt ud i køleskabet.

3) Tærte

En tærte er både fleksibel og lækker. Brug grøntsager som spinat, porrer eller svampe, og tilsæt skinke, bacon eller ost. Bland ingredienserne sammen i en æggemasse, og bag den i ovnen. Tærten er perfekt til både frokost og aftensmad.

Hvis du vil tømme køleskabet, så prøv nyt fyld i tærten. I princippet er det jo kun fantasien, der sætter begrænsningen.

4) Burger

Har du hakkekød liggende? Form det til bøffer, og lav hjemmelavede burgere. Brug salat, rødløg og andre grøntsager fra køleskabet som fyld. Samtidig kan du få tømt ud i de saucer og dips, der står bagerst i køleskabet.

5) Wok

En wokret er en fremragende måde at få brugt grøntsager og ris eller nudler på. Tilsæt kød, kokosmælk eller sursød sauce for ekstra smag. Du kan eksperimentere med krydderier og skabe en ret, der passer til netop dine rester.

Det er faktisk muligt at undgå madspild, hvis vi tænker lidt kreativt. Hvis du planlægger måltider med det, du allerede har, kan du både reducere madspild og spare penge. Det handler om at få mest muligt ud af de råvarer, du har, før de når skraldespanden.