Sådan sparer du energi i køkkenet – og penge på elregningen

Køkkenet er centrum for mange af hjemmets maskiner, der stort set alle sammen trækker på strøm. Ovn, køleskab, fryser, airfryer og elpisker. Men vidste du, at du let kan spare på energien i køkkenet uden at gå på kompromis med den mad, der laves? 

Under energikrisen fik vi en masse gode vaner, som det giver mening at inkorporere, hvis vi ønsker at reducere vores CO2 aftryk og samtidig spare penge.  

Der skal ikke meget mere end lidt skærpet opmærksomhed til at gøre en lille forskel. Og hvorfor ikke starte i hjemmets hjerte, køkkenet, hvor vi bruger en masse energi på at køle, varme og lave mad. 

Du kan med fem enkle tricks spare energi og penge – og i samme åndedrag gøre dine køkkenrutiner mere miljøvenlig.

1. Vælg energieffektive apparater
Når du køber køkkenudstyr, så kig efter energimærkningen. Vælg apparater, der passer til dine behov, så du undgår at bruge unødig energi. Størrelsen har også betydning. Et større apparat bruger mere energi, selv med en god energimærkning. Så overvej altid, hvilke behov du har i din hustand. 

2. Brug apparater med omtanke
Der skal ikke ret mange små ændringer til at gøre en forskel. Så sørg for kun at bruge den energi, der er behov for. Fyld kun elkedlen med den mængde vand, du skal bruge, og vask kun tøj og opvask, når maskinerne er fulde. Vask ved 30°C for at spare energi.

3. Sluk for standby
Apparater som opvaskemaskiner, mikrobølgeovne og vaskemaskiner bruger energi, selv når de er på standby. Sluk for strømmen, når de ikke er i brug. Det kan hurtigt blive til store besparelser, hvis du husker at slukke for alle apparater, du kan.

4. Spar energi, når du laver mad
Kog kun den nødvendige mængde vand, og læg låg på gryder og pander, så de  hurtigere bliver opvarmet. Sluk for komfuret et par minutter før maden er færdig og udnyt at restvarmen kan gøre maden færdig. Undgå at åbne ovnlågen ofte, da det lukker varmen ud og kræver ekstra energi for at holde temperaturen.

5. Tænk over køle- og frysetips
Lad varm mad køle af, inden du sætter den i køleskabet eller i fryseren. Afrim din fryser regelmæssigt, og åbn den kun når det er nødvendigt. En køleskabstemperatur på maks. 5°C er ideel, og sørg for, at der er lidt afstand bagved køleskabet, da det giver bedre luftcirkulation.

Små ændringer kan gøre en forskel
Der skal ikke så meget til at spare på energien og mindske ens CO2-aftryk. Det handler om at lave små ændringer, der kan blive til gode vaner til gavn for klimaet og din pengepung.